Gennem porten, over gården, hen til baghuset og op på 2. sal. Her holder designertrioen VE2 til – dannet i 2007 af Tilde Nygaard, Hugo Dines Schmidt og Morten Lauritzen, som i bedste musketerånd har givet hinanden håndslag på, at én for alle og alle for én er vejen til bedre og mere rigtige løsninger i deres optik:

“Vores største ambition er at skabe sammenhæng. Designet skal have en klar funktionel berettigelse og indgå æstetisk som en naturlig del af brugernes univers,” forklarer Tilde Nygaard. De tre designere har en baggrund i arkitektur med speciale i industrielt design, og de arbejder i spændingsfeltet omkring form og rum. I synergien mellem møbel- og produktdesign og indretning af professionelle rum som kontorer, butikker og messestande dyrkes og bearbejdes ideer og nye potentialer.

“Det giver noget til processen, at vi alle tre er vant til at træde et skridt tilbage og betragte helheden og det rum eller miljø, hvor vores løsninger skal indgå. Vi arbejder med en bred vifte af opgaver og i alle skalaer. Fra brugsdesign til byrumsmøbler. 

Derfor tænker vi alting ind i en kontekst,” forklarer Hugo Dines Schmidt og fortsætter:


Vores største ambition er at skabe sammenhæng. Designet skal have en klar funktionel berettigelse og indgå æstetisk som en naturlig del af brugernes univers.


“Vi går ind i opgaverne med entusiasme og dedikation i tæt dialog med vores kunder og samarbejdspartnere. Her er vi en del af et team, der arbejder frem mod et fælles mål og lytter til hinandens gode ideer og konstruktive bidrag.” Morten Lauritzen nikker og tilføjer: “Vores ideer og løsninger skal forholde sig til rummet eller arkitekturen. Stilmæssigt gør vi en dyd ud af at søge det enkle og skære ind til benet. Vi bruger en masse tid og energi på at få funktion og æstetik til at gå op i en højere enhed. Vi forsøger at se det udefra og indad ved at betragte de omgivelser, som tingene skal fungere i. De skal netop ikke stå alene, men kunne indgå i samspil med andre produkter og skiftende sammenhænge. For eksempel må en opbevaringsskål gerne kunne forlade køkkenet og komme med til bords som 

serveringsfad, når der er gæster. Simpelthen fordi den er skabt til at fungere i begge situationer og har sit ydre med sig.” I det daglige er de tre designere fordybet i hver deres projekter eller dele af et større forløb. Undervejs drøfter de hinandens ideer, hjælper med tekniske udfordringer og giver generelt deres besyv med. Som Tilde Nygaard beskriver det: “Vi er forskellige som personer og har hver vores faglige erfaringer at trække på. Det er netop styrken i vores samarbejde; vi supplerer og kompletter hinanden. Vi tilfører både energi, ideer og ikke mindst holdninger til, hvordan vi kan give løsningen ekstra kant og karakter eller måske gøre det lidt enklere - for netop at gøre det stærkere og give det identitet. Og så skal det gerne have mere end én funktion. Som et lille låg der også kan bruges som glasbrik. Så kan vi alle tre stå inde for det – og ikke et sekund før slipper vi det ud til omverdenen.”

keyboard_arrow_up